Spring til indhold
Brevkassen Betaler en “køb og hold” strategi sig med aktier?

Betaler en “køb og hold” strategi sig med aktier?

I anledning af min nye bog Den sidste procent har jeg hørt mange sige at bare man er loyal og holder sine aktier længe nok, så vil man modtage en passende gevinst. Måske har du også hørt dette råd.

I forbindelse med Børsens Aktiespil lavede vi for sjov en konkurrence i familien. Et medlem valgte kendte virksomheder som bl.a. Tesla, Novo Nordisk og Vestas. Personen sluttede på sidstepladsen i vores lille opgør, med et formuetab på knap 4,5%. Her virkede køb og hold altså ikke særlig godt, men det må medgives at aktiespillet er et kortsigtet spil over få måneder.

Ikke desto mindre er pointen mere universelt gældende end du måske tror. For eksempel, så steg de amerikanske forbrugerpriser med 8,2% den 13. oktober 2022 (og fratog dermed investorer deres håb om at inflationen er på retur). Hvis du havde kendt denne information dagen før den 12. oktober, ville du så have satset på aktierne ville falde?

Imens markedet lagde ud med et fald på 2%, så skiftede stemningen og markedet steg 3%. Et af de største endagsudsving i historien. Markedet er samlet steget knap 9% fra 13. oktober til 28. oktober. Måske vurderede markedet at forbrugerpriserne ikke kunne godtgøre en større, end den i forvejen indregnede, rentestigning på 0,75%-point fra den amerikanske centralbank – hvem ved?

Netop dette bekræfter hovedreglen om at holde sine aktier på lang sigt, i stedet for at prøve at gennemskue de kortsigtede kursbevægelser, men en ung og en ældre investor får ikke lige meget ud af dette råd i deres levetid. Samtidig kommer gevinsten også an på, hvilke aktier du vælger at eje. Som aktiespillet viste er det usikkert kun at investere i virksomheder fordi de er kendte.