Spring til indhold
Kunst Mathias Kryger: Wilhelm Marstrand var en forfærdelig maler

Mathias Kryger: Wilhelm Marstrand var en forfærdelig maler

Mathias Kryger skriver i Politiken at “Wilhelm Marstrand var en forfærdelig maler”. Muligvis føler Mathias Kryger sig udfordret af Wilhelm Marstrand, der i samtiden var en rebel – måske en større rebel end Mathias Kryger selv.

Emil Hannover var 1880ernes skarpe kunstkritiker, måske en slags Mathias Kryger. Emil Hannover, der gik ind for avantgarden, begyndte at interesserer sig for ældre kunst. I 1893 og 1898 udgav han bøger om hhv. Christian Købke og C.W. Eckersberg. Hannover anvendte som den første ordet “den Danske Malerkunsts fader” om Eckersberg.

Udgangspunktet for Hannovers udgivelser af disse håndplukkede malere, var omfattende udstillinger i Kunstforeningen, hvor Hannover selv stod for kataloget. Mathias Kryger har en pointe så langt at det kunsthistoriske værdisæt, der dengang lå til grund for museers ophængning af en lille håndfuld billedkunstnere, ikke har ændret sig meget i dag. Men Mathias Kryger tager fejl i at Wilhelm Marstrand ikke fortjener en særudstilling.

Wilhelm Marstrand, ligesom C.A. Jensen, anses i dag ikke for at være af allerhøjeste karat. Imidlertid brugte Emil Hannover ikke ordet “guldalderkunst”, dette udryk blev først markedsført i 1964, da Nationalmuseet i Sverige afholdte udstillingen “Dansk Guldalder”. I dag forbinder man misforstået dette varemærke med hjertevarme og hygge, ikke som malerne fremstod i tiden mellem 1810 og 1848.

Ak, Mathias Kryger, der var ingen kunstinteresse

I samtiden levede H.C. Andersen, som nævner 9.000 personer ved navn i sine trykte dagbøger. Christian Købke – som i dag er blandt de dyreste guldaldermalere – er ikke nævnt med et eneste ord. Derimod er genremaleren Albert Küchler nævnt 32 gange og landskabsmaleren J.C. Dahl nævnt 22 gange. Wilhelm Marstrand, der også lavede genremalerier med en kritisk humoristisk kant, kan meget vel anses for at være blandt samtidens store navne, der i dag er skubbet i baggrunden.

Ingen som levede i år 1800 og frem, ville have forstået at de befandt sig i en guldalder. Det tabte søslag på reden i 1801 og Statsbankerotten i 1813 gjorde at folk måtte kæmpe for deres daglige brød. I befolkningen var der meget simpelt ikke plads til at have en kunstinteresse eller erhverve malerier til hjemmet. Derfor måtte kunstnerne producere til dem, der havde penge – adlen og konger – og her var Wilhelm Marstrand meget vovet.

Kunstnerne måtte samtidig være loyale over for Kunstakademiet og kronprins Christian Frederik (senere kong Christian VIII). Mathias Kryger skriver om Wilhelm Marstrand at “det er et mirakel, at han blev optaget i akademiet med sit medlemsstykke … fra Holbergs ’Erasmus Montanus’ (1843)”, men opgaven stillet i 1842 var “en scene fra det danske folkeliv”.

Hvordan kunne Wilhelm Marstrand levere på denne opgave, andet end som en provokation? Ifølge kunstkritiker Karls Madsens bog, så var omdrejningspunktet for Wilhelm Marstrand først “Kæresten præsenteres”. Nogle stærkt provokerende arbejder, men “et Billede med et saadant motiv kunde Marstrand doig neppe byde Akademiet” ifølge Karl Madsen.

Wilhelm Marstrand endte med en pligtlevering, men blev efter sin optagelse en vigtig figur i fornyelsen af Kunstakademiet. Noget som kunstnere og også kunstanmeldere som Mathias Kryger, kan profitere af i dag.